www.ziriad.ch www.du-undich.ch

scarpe adidas nike air max 2016 asics gel converse all star hollister milano new balance nike flyknit nike store nike shox adidas stan smith tiffany outlet hogan outlet scarpe nike adidas zx adidas superstar adidas los angeles nike air max

canada goose deutschland moncler outlet christian louboutin outlet christian louboutin deutschland abercrombie sale polo ralph lauren sale ralph lauren sale

Crenicichla compressiceps

Mange cichlideakvarister spidser ører når denne lille sydamerikanske strømcichlide bliver nævnt. Den har været en eftertragtet specialitet siden den blev opdaget i Brasiliens Tocantins-flodsystem i 1986, og den er et sjældent syn hos grossister og dyrehandlere, selvom den efterhånden er blevet en smule lettere at få fat i. Oftest er små crenicichla vildtfangede og sælges til en forholdsvis høj pris. Jeg husker at Tropefisken i Brabrand havde et par Crenicichla compressiceps til salg i starten af 90’erne -for 1200 kr... Den pris er et godt billede på hvor ”hot” denne nyhed blev betragtet. 
Nu er der mere realistiske priser på denne lidt usædvanlige akvariefisk - jeg måtte give 300 kr. for et par fuldvoksne fisk i fin form.Det må siges at være omkring rimeligt. 

Udseendet

Det er ikke blot fordi det er fascinerende at holde intelligente rovfisk i miniformat at C. compressiceps er en eftertragtet cichlide. Det er også en ualmindelig flot fisk. I naturen (og i akvariet) ses disse fisk næsten altid stående frit fremme i deres territorium, og deres camouflage er specielt tilpasset denne levevis, så de har simpelthen lodrette solstriber ned ad ryggen; de fineste, lysende, guldhvide striber så det vitterligt ser ud som om solen skinner på dem. Disse fisk går i ét med flimrende lysmønstre på bunden af en klar, strømmende flod. 
Kroppens grundfarve varierer mellem dyb mosgrøn og pastelgrøn-grå (hvis en farve kan hedde det…) og danner således tydelig kontrast. 
Ryg-, gat- og halefinnerne hos kønsmodne fisk er varmt gule med tynde, sorte, lodrette striber. Det står skrevet adskillige steder at kun hannen har disse lodrette striber i halefinnen, og det er også delvis rigtigt, men helt sandt er det ikke! Hunnen har dem også, dog færre og de forsvinder med tiltagende alder, så det er ikke et sikkert tegn hvis man vil kønsbestemme ungfisk. Hos voksne fisk er kropsformen et tydeligt kønstegn. Hannen er større og mere robust og langstrakt af bygning. Har man haft fiskene et stykke tid bliver man opmærksom på de små forskelle, og kønsbestemmelse bliver meget lettere. Hos de fisk jeg har købt har hannen et tyndt, rødt bånd øverst i rygfinnen, men sådanne detaljer i udseendet er sandsynligvis varierende efter lokale forskelle. Dem er der sikkert mange af for Tocantins tilbagelægger langt over tusind kilometer og opsamler vand fra uendeligt mange store og små bifloder. Artsnavnet compressiceps – med lille hoved – er udmærket valgt, for hovedet er ret lille og spidst og understreger helhedsindtrykket af at disse fisk er lynhurtige jægere. Munden er tilsvarende lille, og fortæller at lige netop denne Crenicichla er specialiseret til små byttedyr. 
C. compressiceps vokser til omkring 8-9 cm for hannens vedkommende, hunnen forbliver en enkelt cm mindre. 


Slægten Crenicichla

Slægten Crenicichla er en af de mest artsrige sydamerikanske cichlideslægter. Det er udprægede rovfisk, og de fleste arter bliver temmelig store og kræver levende foder af passende størrelse; hovedsagelig fisk. En mindre gruppe indeholdende en håndfuld beskrevne arter (og mange endnu ubeskrevne) kaldes dværgcrenicichla fordi de holder sig under eller omkring 10 cm Ikke uden grund kaldes Crenicichla på både engelsk, tysk og dansk for geddecichlider, trods det at de ikke er beslægtede med Esox lucius, vores hjemlige gedde. Sammenligningen er dog oplagt på grund af den langstrakte, strømlinede kropsform. og fordi mange Crenicichla jager som gedder, camoufleret, lurende og så …. Haps! Trods deres udprægede røveriske adfærd er det alligevel værdsatte cichlider med nærmest kultagtig status i nogle kredse. De er ofte meget smukke og de har en fascinerende og avanceret adfærd. De kan have en meget stærk parbinding med et højtudviklet sprog, og de er eminente yngelplejere. 
Til deres mindre charmerende sider hører et højt aggressionsniveau - nogen gange meget højt! Og det er netop her den virkelige hurdle er når man vil bringe Crenicichla compressiceps til leg. De voldsomste og mest nådesløse aggressioner er rettet mod artsfæller, og de kan nemt ende med at være rettet mod partneren. Udfra egne erfaringer og de historier jeg har hørt, er det næsten altid sådan det går. Selvom et par kan gå fredeligt sammen gennem længere tid kan hannen blive meget aggressiv så snart den bliver en smule opstemt. Det kan være efter et par dages god fodring, et vandskift eller en forhøjelse af temperaturen. Og så får hunnen tæsk… Det er i grunden meget naturligt at hannen bliver stærkt territorial når den mærker en begyndende ”yngleparathed”. Denne uheldige udvikling kaldes også ”hunnen-er-ikke-parat-derfor-får-hun-tæsk-fænomenet”, og man kan genfinde det samme adfærdsmønster hos mange andre cichlider, fra Malawi til Mellemamerika. Hos crenicichlaslægten må man være vågen, for dødsfald er en mulig udgang på sådan en historie hvis ikke akvariet er meget stort og fyldt med gode gemmesteder. Det er tydeligvis et problem der er forbundet med at holde fisk i fangenskab. Den slags dødsfald ligger tungt på en akvarists samvittighed og bør ikke forekomme! 


Opdræt

Problemet med aggressioner er også grunden til at den grundige og anerkendte bog af Ad Konings, ”Enjoying cichlids”, eller ”Cichlidboken” som mange kender den, anbefaler at man separerer sit ynglepar. Herefter bringer man de to fisk i ynglekondition og forsøger så en slags ”overvåget samvær” idet man sætter hannen ned til hunnen, ikke omvendt! Så kan man have held med sig hvis hunnen er parat: fiskene vil yngle og opføre sig aldeles kærligt overfor hinanden i måneder derefter - måske resten af livet - mens de nidkært passer deres afkom og retter deres aggressioner mod andre fisk. Denne metode med separation og sammenføring har jeg brugt til C. compressiceps flere gange - men uden held (og heldigvis også uden dødsfald) indtil en cichlideven, foreslog at fiskene skulle kunne se og lugte hinanden mens de gik og varmede op. 
Der er et eller andet med hormoner i vandet (eller hvad det nu er) som muligvis er en vigtig del af legeforberedelserne. Dette vanskelige område er slet ikke undersøgt til bunds af videnskaben, men det er anerkendt akvaristlommefilosofi at disse stoffer spiller en rolle. Det endte i hvert fald med at jeg fulgte hans råd og delte et 90-liter akvarium på midten med et stift, finmasket plasticnet. Akvariet var indrettet ret enkelt for at efterligne fiskenes naturlige biotop: et par store, flade sten hvorunder der kunne graves huler, en enkelt trærod og fint, gravevenligt grus. Planter var der ingen af og en rimelig kraftig cirkulationspumpe - 800 L/t - skabte en del strøm og filtrerede samtidig vandet gennem en almindelig blå filtersvamp. Temperaturen eksperimenterede jeg en del med, men syntes ikke det virkede særligt humørbefordrende for parret når temperaturen kom op i nærheden af de 30°, så jeg endte ved ca. 27° (med svag natsænkning) og det har siden virket tilfredsstillende. På et enkelt punkt adskiller Crenicichla compressiceps sig fra de andre kendte dværge i slægten; ifølge Tetra-Verlags tunge drenge, Wolfgang Staeck og Horst Linke i den udmærkede bog ”Kleine Buntbarsche 1”, kan den opdrættes i forholdsvis hårdt vand, selv om vandet i de naturlige biotoper har en totalhårdhed på under én grad. 
Så jeg har uden tøven anvendt vandværksvand i dette akvarie, dog har jeg ved opdrætsforsøg tilsat ca. 20% regnvand for at se om det måske kunne påvirke fiskene til at gå i leg. I øvrigt har jeg generelt været flittig med vandskiftene; ¼ af akvariets indhold er blevet skiftet 3 gange ugentligt. 


En god start

At det er lykkedes mig at se denne smukke dværgcichlides yngleforløb tilskriver jeg især et enkelt forspring jeg havde med mig fra den dag jeg købte mine compressiceps: Der gik vel 10-15 voksne fisk i det lille salgsakvarie i forretningen og som jeg nogen gange har for vane, gik jeg og luskede og var et par dage om at tage den endelige beslutning. Det førte til mange tænksomme minutter foran akvariereolen. Noget af det der fik mig til at tøve var netop spørgsmålet om aggressioner, så jeg var meget opmærksom på fiskenes omgængelighed, og lurede på om der skulle være nogle tegn på en begyndende pardannelse mellem nogle af fiskene. De var nyligt ankommet fra Brasilien og ikke ligefrem i ynglehumør, men de gik da og småskændtes indbyrdes, og der var tydeligvis nogle der bestemte mere end andre. Der var en fin, stor han med tydelige, tætsiddende streger i halefinnen, og han styrede da en del i det akvarie. Af de mulige hunner var der ved nøjere eftersyn én som blev tolereret i nærheden af hans opholdssted omkring en halv kokosnøddeskal. Det tog mig længe at blive sikker, for der var ikke tydelig romantik i luften eller noget, men mine fiskeøjne bedrog mig ikke; der var ingen tvivl. Hunnen havde et lille mærke over gattet, og det var netop hende der igen og igen blev accepteret. Med god fornemmelse for service gav den kyndige reolbestyrer mig lov til selv at fange de udvalgte op. At fiskene således var en smule i gang har ikke gjort det problemløst at arbejde med dem, slet ikke! Men det faktum at det par jeg købte selv havde taget de første skridt imod parbinding, tror jeg er en vigtig del af min succes med opdrættet. (Idéelt set kan man vel sætte 10 par i et velindrettet 2000 liters strømakvarie og lade fiskene selv parre ud…) 
Mine første forsøg med at fjerne skillevæggen gik skævt - formentlig på grund af utilstrækkelig fodring. Fiskene skal trives og have masser af foder – næsten kun levende foder, og gerne 3-4 fodringer dagligt. Specialmenuen til disse krævende fisk består af levende, klare myggelarver, nyklækkede artemianauplier, guppyunger, små kompostorm samt engang imellem frosne røde eller sorte myggelarver. Kort sagt det bedste man kan servere. Mit absolut bedste tilbud har været en helt naturlig blanding af cyclops, dafnier og klare myggelarver fra en nærliggende dam som i det sene efterår også indeholder store mængder døgnfluelarver. Måske har netop disse døgnfluelarver haft en særlig indflydelse. Det er i hvert fald foder som disse små-vandinsekt-specialiserede crenicichla er helt vilde med. Så dannes der rogn og hunnen begynder at svare igen overfor den udfarende han. 
Som hos mange andre cichlidehunner kan C. compressicepshunnen afværge, eller måske snarere ”transformere”, hannens aggressive fremfærd til en mere civiliseret kurtiseren. Altså pacificere den stærkt territoriale han med seksuelle signaler… Men hun kan kun når hun er klar! Og det kræver den rette foderstand. Fra compressicepshunnen på et tidspunkt begyndte at kunne styre den voldsomme han med frække kropsbøjninger (kaldet ”S-stillingen”) og parret gik sammen uden skillevæg, til selve legen gik der ca. 14 dage. I denne periode var begge fisk aldeles pragtfuldt og intenst farvede og en dag var der tydeligvis lagt æg. Den før så runde hun var nu ganske mager og opholdt sig mest under en af de store, flade sten hvor parret sammen havde gravet ud. Hannen fik ikke adgang til denne hule som også nærmest blev spærret med grus indefra. En enkelt ung purpurbarbe, som havde gået fredeligt med parret for at give fiskene tryghed, blev pludselig ikke tolereret længere og jaget væk fra territoriets centrum omkring hulen. 
Min tålmodighed blev trukket langt og var næsten opbrugt efter 12 dage hvor jeg stadig ikke havde set skyggen af yngel. Det eneste der holdt mig i troen var fiskenes adfærd. Hunnen rumsterede altså rundt med noget, dér dybt inde under en stor flad sten, hvor selv min nye, gode akvarielommelygte ikke kunne nå ind. 
Efter 14 dage var der pludselig fremvisning. En dejlig dag! Den enlige purpurbarbe så også glad og mæt ud for de unge forældre havde ikke helt styr på det dér med at holde ungerne samlet i en overskuelig klump; de var nærmest over hele akvariet. Purpurbarben røg op og forældrefiskene begyndte at få styr på deres roller. Efter et par dage så det hele legende let ud; den ene stod med ungeflokken mens den anden afpatruljerede akvariet. Afløsningerne foregik helt glat med en enkelt lille tegngivning mellem forældrene. Om aftenen blev ungerne puttet i seng inden lyset over akvariet slukkede, og hunnen var ikke bleg for at bruge sine lynhurtige jagtmetoder for at indfange unger der ikke lige kom når der blev kaldt; Snup! Og så blev de spyttet ind under stenen til de andre. Godnat! 
Jeg talte 28 unger den første dag og ikke en eneste er stået af siden. 
28 unger i et kuld lyder ikke af mange (purpurbarben har sikkert også snuppet en del), men ungerne er også store fra starten og førnævnte tyske eksperter sætter da også kun kuldstørrelsen for disse fisk til 30-60 stykker. Det er også ualmindeligt store unger vi her taler om; ca. 3 gange størrelsen af apistogrammaunger eller næsten dobbelt så store som guppyunger! 
Sammenholdt med den lange udviklingstid, og det faktum at de klækkes i små udgravede sprækker eller huler, fortæller dette forspring i størrelse også tydeligt om kampen for overlevelse i stærkt strømmende vand. I naturen må compressicepsunger nødvendigvis være bomstærke - intet mindre. Fra første dag er de udrustet med meget stærke brystfinner. Det ses på deres svømmebevægelser. De kan stå stille, ændre retning og så svirre videre selvom vandbevægelsen er kraftig; tydeligvis designet til stærk strøm. 


Opfodring af ungerne

Det er måske de nemmeste unger jeg har prøvet at fodre op; nyklækkede artemia tages uden problemer fra dag 1 og mindre stykker frosne, røde og sorte myggelarver tages efter en uge. Friskfangede, små og mellemstore cyclops er hurtigt et ideelt supplement når ungerne er over de første ”artemiadage”. 14 dage gamle kan de første modige tage levende, klare myggelarver, og det til trods for at deres mund ikke er særlig stor. Det kræver da også en kriseagtig rullen rundt på bunden og tydelige kvælningssymptomer før sådan en myggelarve på næste samme størrelse som fiskeungen ryger ned! 
Unger af C. compressiceps skal være tykke og mætte! Hele tiden! Det ses på deres fødesøgning og appetit at de helst skal gå rundt i foder, for de er hele tiden sultne, og de vokser meget hurtigt. Det eneste der kan vække bekymring hos en tilfreds opdrætter er risikoen for at løbe tør for foder. Jeg fanger levende foder 2-3 gange om ugen for at disse grådige småfisk skal gå med fyldte maver hele tiden. 
Fire uger efter ungerne kommer frem måler de allerede omkring 2 cm! 7 uger efter, omkring 3 cm! Det er ca. den tid det tager før det første kuld er klar til at flytte fra forældrefiskene, som så kan få ro til at sætte endnu et kuld i verden. 
Hvis de altså bliver stopfodret med deres livretter – Hvis de får selskab af en eller flere ”bifisk” -Hvis de holdes i en god vandkvalitet – og sidst men ikke mindst - Hvis de kan finde ud af det dér svære med kærligheden så det kan ende med familie i stedet for mord! 

cialis generic kamagra oral jelly viagra generic kamagra gel kamagra 100mg cheap cialis cheap levitra cialis buy cialis tadalafil levitra uk cheap viagra uk levitra senza ricetta acquisto levitra viagra costo cialis generico acquisto viagra viagra comprare comprare viagra acquisto kamagra levitra generico kamagra 100 mg levitra prezzo generico cialis viagra generico cialis senza ricetta kamagra italia cialis prezzo viagra donne viagra senza ricetta comprare cialis