Opdræt af charmerende Signatus


Observationer fra 1. parket.

 



Af Hans Martin Kieldsen 

Det går som bekendt ikke altid, som man har forventet. Tag nu for eksempel det 180 liters akvarium som jeg havde tænkt mig at lave til vores 60-års jubilæumsudstilling. Det skulle være et specielt akvarium; kort og smalt og ret højt - 65 cm. for at være nøjagtig, og danne rammen om en mørk tanganyika-klippevæg, som skulle mures op ad bagruden. Her skulle nogle knaldgule Neolamprologus leleupi danne dramatisk kontrast og tiltrække publikums opmærksomhed ved deres "kravlen" rundt på denne lodrette flade. Desværre husker jeg stadig den aften, da jeg bandende forlod værkstedet i kælderen, hvor jeg på dygtig vis havde fået smurt glasset ind i så rigelige mængder af silicone, at man skulle tro, det aldrig nogensinde skulle blive til et akvarium. Du ved sådan noget med et par arme for lidt og et par tommelfingre for meget til det halvtunge glas og en usamarbejdsvillig tyngdekraft. Var du på udstillingen, så ved du, at mine planer om et anderledes akvarie med klippevæg og flotte gule cichlider ikke blev til noget.-Trist! Men her for nylig fik jeg endelig taget mig sammen til at rense og klargøre glasset til endnu et forsøg, og minsandten om ikke det endte med at blive et akvarium. Som endda holder tæt... Øvelse gør mester (og desuden var vi 2 om at lime det denne gang...). Nu står dette besynderligt høje akvarium på hjemmets absolut bedste plads. Det står nemlig ude på toilettet! Strategisk placeret, naturligvis. Prøv selv, hvis du kan finde plads, og jeg er sikker på, at du vil give mig ret i, at det er en af de bedste pladser, man kan finde til et akvarium. Tænk bare på de venner og bekendte som kommer på besøg, og som aldrig har givet sig ordentlig tid til at studere et akvarium. Er skæbnen dem nådig, finder de sig måske en dag sat foran dit spændende akvarium i adskillige minutter, og får dermed endelig chancen for at opdage akvaristikkens fascinerende skønhed! Jeg er især cichlideinteresseret. Og tanganyika-akvarist er jeg blandt andet, fordi det giver mig mulighed for at holde mange spændende cichlider i samme akvarium. Derfor har jeg en regulær klippekystbiotop i stueakvariet, med en del forskellige tanganyika- cichlider, som går og småskændes om territorierne og spiller op til hinanden. De fleste af dem formerer sig jævnligt; blandt andet førnævnte orangegule N. leleupi, og mine yndlinge, N.caudopunctatus. 
Men det er ikke alle, som kan finde sig tilpas i selskabet. Der er for eksempel dem, som min kæreste konsekvent omtaler som "dem med øjenskygge". På latin hedder de Lamprologus signatus, og hvis du kender dem, vil du nikke genkendende til det med øjenskyggen; den øverste halvdel af deres store øjne og området mellem øjnene har nemlig en tydeligt tyrkisblå farve. Især den kun 4,5 cm. lange hun, kan se helt bedårende ud, når den står på sine runde bugfinner og nysgerrigt løfter hovedet, så den blå farve sender sit tydelige signal til omgivelserne. Hannen er et par cm. større og har desuden uregelmæssige lodrette striber på finnerne og kroppen, og rygfinnen er ornamenteret i et sort-hvidt mønster og flot kantet af en bred kulsort kant, som igen er rammet ind af en tynd hvid streg. Begge køn har, især ved velbefindende, et skinnende perlemorsagtigt skær på siden af kroppen og på bugfinnerne. Jeg har hørt arten omtalt som blå sneglehusleger, og det er måske en god betegnelse, men selv foretrækker jeg at kalde den for Signatus. Deres territorium er nogle algebegroede kalkstensblokke, og det er ikke lige sagen, for endnu har jeg ikke set en eneste unge af denne ellers ikke særligt vanskelige cichlide, selvom de har sneglehuse nok til rådighed. 
Så jeg tænkte, at hvis mit signatuspar selv kunne vælge et legelandskab, hvordan skulle det så se ud? Og jeg forestillede mig noget i retning af et dejligt, stort stykke sandbund, med en hel del tomme sneglehuse, som de kunne flytte rundt med og fylde og tømme for sand. 
Så sådan indrettede jeg det høje akvarium og tænkte, at så kunne de charmerende sneglehuslegere ikke få det meget bedre; 180 liter med nogle blokke faksekalk og et tykt lag strandsand, et par duske javabregner for syns skyld, og ca 10 vinbjergsneglehuse fra delikatessehandleren. Det var en rigtig god ide! Fiskene befandt sig helt fint, og nød rigtigt at være bare to på den indbydende sandbund, og det var vidunderligt at sidde (!) og betragte deres ivrige, forelskede dans, som varede i flere uger. 
Det med pladsen tror jeg er en af de vigtigste grunde til succeen, for selvom Signatus kaldes en sneglehusleger, er den i adfærd væsentligt anderledes end de populære Lamprologus ocellatus og bulldozeren Neolamprologus multifasciatus, som har en anderledes kropsform og er langt mere bundet til deres sneglehuse og koloni. Signatus er en aktiv (ikke urolig) cichlide, som svømmer mere omkring og derfor gerne tager sig et større territorium. Det fik de så nu, og så var der stær i kassen! Faktisk var min kæreste på pletten, da selve parringen fandt sted, og hun var vidne til, at hannen nærmest skubbede hunnen så langt ind i sneglehuset, som han kunne. Så pressede han sig et lille stykke ind, og hunnen bakkede ud. Af den slipstrøm der herved blev dannet, blev sæden suget ind til de nyafsatte æg. Sådan legede de flere gange i 3 udvalgte sneglehuse, som de ugerne forinden havde fyldt og tømt for sand et par gange. De 3 sneglehuse var ikke placeret i nærheden af hinanden, så der var en ivrig svømmen omkring under legen.. Jeg kan bekræfte, hvad Max Bjørneskov skriver i Akvariebladet om Lamprologus signatus; at den flytter rundt på æggene og senere ungerne, inden de er fritsvømmende. Det var hunnen som stod for denne mærkelige aktivitet, der foregik efter et tilsyneladende meget indviklet system, som vi mennesker vist godt kan opgive at forstå: gumlende på æg og senere de nyklækkede larver, svømmede hun fra det ene sneglehus til det andet i fast rutefart! 
Jeg tror, der gik næsten 14 dage, før jeg fik øje på ungerne i det, som var "centralsneglehuset". Et par øjne så store som tekopper på en lille hale! Sådan så de ca 5mm. lange signatus-unger ud, og synet frydede os. Blot et par dage efter, var de vant til at "springe" udover kanten af sneglehuset, og ud på den store vide sandbund, hvor de så godt som forsvandt. Sandfarvede unger på den sandfarvede sandbund... selv hunnen opgav hurtigt at lede efter dem, og de var nu overalt på bunden. Nogengange talte vi dem til 15-20 stykker, andre gange syntes vi, at der var mindst 35. 
Jeg fodrede med mikroorm, som ungerne gerne tog, og snart med nyklækkede artemia, som hurtigt fik maverne til at bule! Artemia kan ungerne sagtens tage fra starten, men jeg havde nogle klækkeproblemer i den første uges tid. I sådan en situation er det rigtigt godt at have en mikroormekultur i baghånden. 
Forældrene har jeg sat tilbage til stueakvariet. Det blev jeg nødt til, for det første store vandskift efter legen gjorde hannen en kende for romantisk, og hunnen fik nogle tæsk og endte omme bag filteret og havde slet ikke lyst til at komme frem. Det ærgede mig en del, for nu gik det lige så godt, og faktisk troede jeg også, at det dér med aggressioner på grund af frustreret kærlighed mere var et sydamerikansk fænomen. Måske var problemet ikke opstået, hvis der havde været nogle andre territoriale cichlider i akvariet, eller hvis der havde været et par hunner mere. Og måske kan jeg også godt forstå hannen; det var, så vidt jeg ved, den første gang de legede efter en pause på et år eller mere! I skrivende stund er ungerne omkring 3 måneder gamle og måler ca 3 cm fra den lille blå snude til halespidsen. Der er mindst 45, og det må siges at være flot klaret af en hun på bare 4,5 cm. De er fodret op på masser af artemia, som de stadig får, levende og frosne cyclops, en gang imellem frosne røde myggelarver (hakket) og på det sidste er jeg begyndt at fodre med en smule tørfoder, som bliver taget alt efter appetittens størrelse... Ørredfoder er de ret vilde med, men jeg holder igen med det, fordi det har et ret højt fedtindhold. 
Så der foregår altid noget på sandbunden, hvor jeg har været nødt til at lægge et par håndfulde muslingeskaller, som ungerne kan grave ud under og få defineret hver sit territorium ved; de er nemlig rigtigt hidsige og altid ude på ballade med sidemanden. Det kommer nu ikke bag på mig; forældrene har ved flere lejligheder angrebet mig, når jeg har haft hænderne i akvariet. De første par gange bliver man ret chokeret, når de sætter tænderne i en luns på underarmen, men jeg har lært at være parat og holde øje, når jeg nærmer mig deres territorium. 
Det er tydeligt, at jeg meget snart løber ind i pladsproblemer, men de første kunder har heldigvis allerede meldt sig, og de skal give en ti'er pr. unge - det er da rimeligt, synes jeg, men så sælger jeg også kun til seriøse, og det giver mig en følelse af tilfredshed. Jeg kan anbefale Signatus, men desværre ikke love at jeg har den på lager! Der står flere andre tanganyikacichlider i kø til en honneymoon i det høje akvarium på vores badeværelse. 
50 liter til et par eller en trio vil jeg tro kan gøre det. Og kan du placere akvariet, så det får en smule sol en gang imellem, vil du opdage, at den interessante, perlemorsskinnende lille fisk kaster lyset tilbage i både lilla, grønt og guld. Snyd ikke dig selv for solskin, som er et rigtig dejligt lys, som man ikke skal være så bange for, når det gælder et tanganyika-akvarium. 
Og forresten, snyd heller ikke dig selv for et tanganyika-akvarium!

Auktions sponsors

Vi takker vores sponsorer for de fine gaver til vores amerikanske lotteri